Når jeg læser denne nyhed, bliver jeg en anelse skuffet over mine medmenneskers moral.
Jeg indrømmer gerne at have dual-boot mellem Mandriva Linux 2006 og Windows XP Home — sidstnævnte er en OEM-version, der medfulgte min HP Pavilion zt3000. [Så jeg er ikke fanatisk Linux-bruger, men har arbejdet med DOS og senere Windows siden 1989].
Windows er i dag en absolut nødvendighed når man skal bruge en bankkonto i et land som det danske, hvor bankerne ikke har gjort det særligt nemt for os kunder at vælge at bruge MacOS og/eller Linux.
Udviklingen er igang, og flere banker er begyndt at supportere andet end MS-IE-browseren, men lad os lige dvæle lidt ved det centrale i denne nyhed: hvorfor vil 200.000 danskere gøre sig til kriminelle for et beløb som andrager små 6-1200 (afhængig af Home- eller Professional-version og hvor man køber denne henne)? Når Microsoft angiver at kun knap 10-20 har henvendt sig til kundeservice efter at have fået oplysning om, at deres licens ikke var gyldig, så er der altså noget galt.

Linux er ikke et styresystem for mennesker, der vil snyde. Vi er som brugere indstillet på at enhver skal have sit. De systemer der sælges kommercielt indenfor Linux-communityet fortjener respekt og overholdelse af licensbetingelser. At noget - rent teknisk betragtet - kan lade sig gøre er ikke ensbetydende med at folk bør gøre det.

Mange Linux-distributioner er gratis, og det er så til brugernes fordel. Dette finansieres delvist af at mange køber andre versioner til kommercielt brug og til servere. Disse versioner er således gaver fra andre betalende brugere. Disse personer, der vælger en Download-version accepterer mindre funktionalitet end fuldblods-brugeren (i hvert fald hvad angår Mandriva-distributionen). Mindre funktionalitet skal forstås som at der medfølger færre programmer - ikke at versionen er dårligere.

Hvis du kender nogen der bruger piratsoftware

…Så giv dem chancen for at prøve Linux i stedet. Stands kopisternes spekulationer i “billige versioner” ved i stedet at tilbyde venner og bekendte et gratis og lovligt alternativ. Linux virker alligevel langt mere stabilt, og kræver langt mindre af din hardware. Hvorfor ikke prøve det?

PS: Til dem som tror jeg har fået solstik i min sjældne men ivrige moraliseren, kan jeg berolige med et stort NEJ. Kopiering af andres produkter er ikke moralsk forsvarligt, og da jeg selv er ved at tage en uddannelse indenfor IT-området ser jeg ingen grund til at vi i vores projekter skulle bruge tid på at sikre os imod snyltere. Betal for det du ønsker at bruge, og hvis der er en funktion du ikke kender, så spørg i stedet for at stjæle. Det kunne tænkes at du fik hjælp hvis du spørger i stedet for at stjæle… ;-)

[Udkom oprindeligt i Linux Nyhedsbrevet nr. 15 fra januar 2006]


Leave a Comment